Tønder

Folkeklubben (DK), Tønder festival 2016.

Skrevet d. 2016-08-26

Folkeklubben (DK)

Hele fem år er gået, siden Folkeklubben som gruppe fandt sammen og i mellemtiden har vist deres spilleglæde på både små spillesteder og store festivalscener over hele landet. I telt 1 var der stillet op til at Folkeklubben kunne indtage scenen og holde release party for deres nye og tredje album ”Slå flint”. Publikum tog imod dem med hjertevarme og var straks lydhøre. Forsanger, Kjartan Arngrim præsenterede de nye numre humoristisk med fine og uddybende fortællinger om de tanker og begivenheder, der har dannet baggrund for de enkelte sangtekster. Titlen på albummet stammer fra digtet af samme navn i Klaus Rifbjergs ”Knastørre digte” fra 2006, og Kjartan Arngrim benyttede her lige lejligheden til at inddrage publikum i oplæsningens verden og ”puste til gnisterne”.


Et andet af numrene fra deres nye album var en flot nyfortolkning af ”Blomsten og Vasen” fra Benny Holsts debutalbum. Her afslørede Rasmus Jusjong sit talent for fingerknips, og Rasmus Dall brillierede med sin guitar.

Undervejs i koncerten fik publikum mulighed for at smughøre klarianettisten Ben Schenck fra Panorama Jazz Band sammen med trombonisten fra bandet – et band, der med smittende humør optrådte flere gange under festivalen.

Det var dog ikke kun blæserne, der var på gæstevisit. Under sidste års festival havde Kjartan Arngrim mødt Kirstine Uhrbrand og var blev indviet i den specielle folkedans, sønderhoningen. Som tak fik publikum nu fornøjelsen at møde en yderst veloplagt Kirstine Uhrbrand ved keyboardet sammen med Rasmus Jusjong samt hendes far, Peter Uhrbrand på violin.

Til stor jubel blandt publikum havde Folkeklubben sluttelig inviteret Emil Simonsen og Andreas Bai Duelund fra Suspekt til at komme på scenen og sammen fremføre den fælles version af ”Danmarksfilm”, hvor rappen på fineste vis blev mixet med folkpoppen.

Ligesom så mange andre kunstnere signerer CDer o.lign. efter deres respektive koncerter, troppede også Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall op ved Millstream for at give autografer – jublende glade efter en veloverstået releasekoncert. Men først fik den tilstrømmende flok festivalgæster under stor applaus den stærkt eftertragtede ”Fedterøv” i en akustisk version i strålende sol og konfettiregn.,



Folkeklubben udfylder en væsentlig plads på den danske musikscene med behagelig og iørefaldende musik, men samtidig med skarpe tekster, der tager stilling til den verden, vi lever i. Uden direkte at gå til den ene eller anden blok, for som de siger: vi er nærmere et orienteret band.

Folkeklubben's hjemmeside: www.folkeklubben.dk



Persondatapolitik * Cookies * Kontakt
Copyright © 2024, TOENDER.net. Alle rettigheder forbeholdes.
0419064557