FolkBaltica Ensemble (DK, D), Tønder festival 2016.
Skrevet d. 2016-08-28
FolkBaltica Ensemble (DK, D)
Efter tre umådelig skønne festivaldage under strålende solskin og i den bedste varme, en festivalarrangør kunne ønske sig, vendte billedet sig totalt natten fra lørdag til søndag. Lyn, torden og store vandmasser væltede ind over Tønder og omegn. Og skyllerne forsatte det meste af søndagen.
Efter at have deltaget de seneste år på Festivalen i Telt 1 stillede den store gruppe i FolkBaltica sig forventningsfuldt op på Open Air scenen sammen med den meget entusiastiske leder, dirigent og violinist, Harald Haugaard. Han springer med ned og med op, og de unge strygere, fløjtespillere og andre instrumentalister aflæser koncentreret hvert af hans vink og opmuntrende smil. Det unge ensemble spillede så indarbejdet og flot, men fik beklageligvis ikke den applaus og anerkendelse, det havde fortjent. På grund af den silende regn mødte publikum desværre ikke så talstærkt op, og det kan jo være svært at klappe med en paraply i hånden!
Når der tales så meget om, at der ikke er tilstrækkelig varieret søgning i musikskolerne i forhold til instrumentundervisning, må man tage imod FolkBalticas indsats for talentudvikling af unge nord og syd for grænsen mellem 15 og 25 år med kyshånd. Det er samtidig en gevinst for styrkelsen af både folkemusikken og orkesterspil i det hele taget.