Dreamers' Circus & The Danish String Quartet (DK, S), Tønder festival 2015.
Skrevet d. 2015-09-17
Dreamers' Circus & The Danish String Quartet (DK, S)
Allerede sidste år optrådte Dreamers' Circus på Tønder Festival alene og gav en fantastisk, betagende koncert, så det var med stor forventning, at man indfandt sig foran scenen igen. Forventningerne blev aldeles fuldt ud indfriet! Det føltes som en kæmpe energiudladning, da de to orkestre som én enhed slog tonen an i Telt 2 søndag middag.
For 6 år siden opstod Dreamers' Circus ved en tilfældighed under en folkfestival. Violinisten Rune Tonsgaard Sørensen jammede sammen med den svenske cittern-spiller Ale Carr, og Nikolaj Busk kom tilfældigt forbi og spillede med. Således blev kimen lagt til et imponerende samspil, der har udviklet sig i et højt tempo og ført til mange koncerter, endog helt om på den anden side af kloden. Nikolaj med sit smittende smil er en eminent klaviaturspiller, der betjener sin harmonika med en legende lethed, og i næste sekund udviser dyb koncentration ved klaveret.
Omdrejningspunktet for de to orkestre er Rune med et ben i hver lejr.
The Danish String Quartet består af tre ungdomsvenner, der fandt hinanden i musikkens legeland på en musiklejr og efterfølgende cementerede fællesskabet i takt med, at de udviklede deres respektive musikalske evner bl.a. på det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Udover Rune er det violisten Asbjørn Nørgaard og violinisten Frederik Øland. I 2008 kom den norske cellist Fredrik Schøyen Sjölin ind i den klassiske kvartet. Deres musikglæde omfatter også den traditionelle nordiske folkemusik, hvilket fremgår af deres seneste CD ”Wood Works”, der er et smukt udpluk af deres yndlingsmelodier. Fra denne CD spillede de her i teltet sammen med Dreamers' Circus bl.a. ”5 sheeps, 4 goats” - til stor fornøjelse for publikum.
Vi har her med fremragende kunstnere at gøre, der favner bredt, har sjælen med langt ud over scenekanten og skaber længsel efter næste koncert.